Beach serien er inspireret af den smukke natur langs Danmarks vestkyst, hvor jeg er født og opvokset.
Et helt særligt lys præger forårsmånederne ved den nordvestlige del af Vesterhavet. Lysets refleksion i vand og sand – en natur der kan være både blid og blæsende. Men altid smuk. Jeg har arbejdet med at skabe glasurer der afspejler lyset, sandet, vand og skumsprøjt, men også de fine detaljer fra strandskaller og sten fundet på stranden.
Når i fortæller mig at serien giver jer en helt særlig ro, ja så er min lykke gjort. Det er præcis den ro jeg selv finder når jeg går tur på stranden, og at kunne viderebringe den i min keramik er helt særligt. I mange af mine værker indarbejder jeg sand, strandskaller og andre naturmaterialer fra vores smukke strande i Danmark for at forfine og understrege det naturlige element.